Hvad får musik- og kulturskolerne brug for i årene, der kommer? Ved SpeedAdmins 20-års jubilæumsseminar i Sønderborg inviterede vi stemmer fra den nordiske sektor til at udforske teknologi, deltagelse, data, ledelse, og det, der måske er for værdifuldt til at ændre.
Et jubilæum inviterer naturligt til at se tilbage - og tyve år giver os rigeligt at se tilbage på: hvordan SpeedAdmin begyndte, hvordan virksomheden og vores produkter har udviklet sig, de skoler, vi har arbejdet sammen med, og de mange forandringer, sektoren har gennemgået siden 2006.
Men da vi samlede kunder, kolleger og gæster i Sønderborg til vores jubilæumsseminar den 25. august, brugte vi overraskende lidt tid på at tale om fortiden.
I stedet var temaet Musik- og kulturskoler i forandring.
Efter en velkomst fra SpeedAdmins stiftere, Torben og Karsten, og en musikalsk åbning ved Mette Rasmussen fra Det Sønderjyske Sangcenter bevægede formiddagen sig gennem perspektiver fra Norge og Sverige, teknologi, data og ledelse, inden den sluttede med en åben samtale mellem oplægsholderne og publikum.
Udgangspunktet var ganske enkelt: musik- og kulturundervisningen er i forandring. Teknologien er i forandring. Unge mennesker forandrer sig. Forventningerne fra forældre, lærere, administratorer og offentlige institutioner forandrer sig. Hvor efterlader det så musik- og kulturskolen?
Vi forventede ikke at finde ét svar og det gjorde vi heller ikke. Men vi fandt nogle rigtig gode spørgsmål.
Et af de tal, der blev hængende hos os, kom fra Jens Nyland fra Norsk kulturskoleråd.
I Norge deltager omkring 10 % af børn og unge i organiserede kulturaktiviteter i fritiden, herunder kulturskoler. Samtidig gamer 86 %. Den socioøkonomiske baggrund har også stor betydning for, hvem der deltager i organiserede kulturaktiviteter.
Det ville være nemt at gøre det til endnu en diskussion om skærmtid. Jens' pointe var mere interessant end som så.
Hvis det er her, en enorm del af de unges kultur, kreativitet og sociale liv allerede foregår, hvad kan kulturundervisningen så lære af det?
Det norske svar er ikke blot at flytte traditionel undervisning over på en skærm. Jens viste eksempler på kulturskoler, der tager en mere aktiv rolle i lokalsamfundsudviklingen, på Oslos arbejde med teknologibaserede fag og computerspil og på det nationale MishMash-center for AI og kreativitet, hvor kulturundervisningen er en del af samtalen om ny teknologi i stedet for at stå uden for den.
Den skelnen blev vigtig gennem hele formiddagen:
Torgny Sandgrem, generalsekretær for Kulturskolerådet i Sverige, præsenterede et anderledes system, men nogle bemærkelsesværdigt velkendte spørgsmål.
Sverige har næsten 290 kommunale kulturskoletilbud frem for én national model. Det lokale ansvar har skabt mangfoldighed, innovation og stærk lokal forankring. Men det betyder også, at et barns muligheder i høj grad kan afhænge af geografi og lokale prioriteringer.
Det spørgsmål, Torgny stillede deltagerne, var derfor ikke let at besvare: Hvordan kombinerer vi lokalt ansvar med lige muligheder for alle børn?
De svenske kulturskoler står over for tre udfordringer på samme tid:
Ét svar har været øget samarbejde mellem kommunerne. Et andet har været digital undervisning.
Men også her var det interessante tankegangen bag teknologien. I et svensk pilotprojekt med fjernundervisning var spørgsmålet ikke: ”Hvad kan teknologien?” men: ”Hvad har pædagogikken brug for?” Teknologien skulle derefter understøtte svaret. Man brugte eksisterende værktøjer, og den digitale undervisning supplerede de lokale aktiviteter frem for at erstatte dem. Det gav eleverne adgang til faglig ekspertise, som ikke fandtes lokalt.
Pointen var enkel og klar:
Den tanke skulle vende tilbage senere på dagen.
Efter en hel del politik, demografiske forandringer, finansiering og strukturelle udfordringer var det tid til det, vi i programmet havde kaldt en lille "sorbet fra den unge generation".
Det viste sig at være ganske bogstaveligt.
SpeedAdmin-udvikler Niklas Braun tog os gennem RFID-teknologiens historie og muligheder, og inddrog både publikum og de is, de lige havde fået serveret.
Demonstrationen med is viste, hvordan RFID også kan gøre hverdagen lettere på en musikskole.
For der går tid med at registrere instrumenter, holde styr på, hvem der har lånt dem, og tælle udstyret i depotet. Ofte foregår det med lister, regneark og manuel indtastning.
Niklas viste, hvordan RFID kan gøre nogle af de opgaver hurtigere. Udstyr kan for eksempel registreres ved at gå gennem et rum med en læser, så man slipper for at scanne hver enkelt genstand.
Derefter fulgte Søren Friis Møller, programchef for forskning og kompetenceudvikling i Danske Musik- og Kulturskoler og underviser på Copenhagen Business School, med et oplæg om data og ledelse.
Sørens indledende spørgsmål var bedragerisk enkle:
Hvad ved vi egentlig om vores sektor? Hvad overser vi måske? Og hvordan kan bedre brug af data hjælpe os med at træffe stærkere beslutninger og dokumentere effekt?
De danske tal gav et interessant eksempel. Omkring 64.000 elever er individuelt registreret i musik- og kulturskolerne, mens et langt større antal nås gennem samarbejder og kortere aktiviteter. Men selv når de bredere aktiviteter medregnes, står en meget stor andel af børn og unge stadig uden for sektorens rækkevidde.
Og de unge sidder bestemt ikke og venter, uden at noget andet kæmper om deres opmærksomhed. Søren pegede på, at børn bruger omkring to timer og fyrre minutter om dagen på sociale medier, og argumenterede for, at kulturel deltagelse er tæt forbundet med identitet: Unge mennesker beslutter løbende, hvor de hører til, og hvad de vil være en del af.
Det gør det ret vigtigt at kende sit publikum.
Men Sørens budskab var ikke blot "indsaml flere data".
Faktisk var et af hans mest brugbare råd det modsatte
I stedet foreslog han fem trin:
Det er ikke nok at sige: ”Vi ved, at det virker.”
Spørg i stedet:
For musik- og kulturskoler, der i stigende grad bliver bedt om at dokumentere deres bredere bidrag til uddannelse, trivsel, inklusion og lokalsamfund, gør den forskel en forskel.
Da Jens, Torgny og Søren satte sig til den afsluttende paneldebat, føltes det forkert at holde fast i et traditionelt panel, hvor publikum høfligt lyttede fra stolene. Det blev i stedet en uformel samtale, som publikum hurtigt blev en del af.
Vi kom omkring teknologi og AI, rekruttering af lærere, ressourcer, adgang, finansiering og unges skiftende forventninger. Men noget af det mest interessante handlede faktisk om, hvad vi gerne vil bevare.
En deltager fremhævede betydningen af de fysiske rammer. Indbydende bygninger, steder, hvor unge har lyst til at være, og skoler, der er lette at træde ind i, kan betyde lige så meget som endnu en digital løsning.
Vi vendte også flere gange tilbage til noget særligt ved musikundervisning: relationen mellem den enkelte elev og en højt specialiseret lærer. Den udelte opmærksomhed kan være enormt værdifuld. Men den kræver også tid og ressourcer.
Og det rejser et svært spørgsmål: Hvordan bevarer vi det, der gør musik- og kunstundervisning særlig, og får samtidig økonomien og hverdagen til at hænge sammen?
AI og teknologi kan hjælpe. Det samme kan nye undervisningsformer og mere samarbejde.
Men i samtalen var der en tilbagevendende pointe: Fremskridt handler ikke om, hvor meget teknologi vi indfører, men om, hvad vi får ud af den. Giver den flere mulighed for at deltage? Styrker den relationerne og undervisningen? Og frigør den tid til det, der kræver et menneske?
Vi indledte seminaret med at sige, at deltagerne i salen ikke blot var et publikum. Deres erfaringer, uenigheder og idéer var en del af programmet.
Og sådan blev det.
Ingen forlod Sønderborg med en færdig plan for musik- og kulturskolen anno 2035. Til gengæld tog vi en række spørgsmål med hjem:
Vi blev også mindet om, hvor mange udfordringer vi deler på tværs af landene, selv om rammerne, lovgivningen og finansieringen er forskellige.
Det var en god måde at fejre 20 år på. Et jubilæum giver anledning til at se tilbage og glæde sig over det, vi har opnået. Men de mest interessante samtaler handlede om det, der ligger foran os.
Som vi sagde i starten af seminaret:
Læn jer ikke bare tilbage og nyd koncerten. I er en del af bandet.